Anders Pousette

Samtalepartner, psykoterapeut og friluftsvejleder

Om mig

Samtalepartner, psykoterapeut og friluftsvejleder

Som fagperson og som menneske har jeg en dybt indbygget stræben efter at møde alle umiddelbart, og se dem som medmennesker uanset hvad, de kommer med i bagagen. Det giver mig stor glæde, når mennesker vokser og modnes ud i livet, og derfor føler jeg mig heldig og beriget over at kunne arbejde med mennesker som samtalepartner og terapeut.

Jeg arbejder både med samtaleterapi og med kropsligt arbejde. Min tilgang er åben og undersøgende. Jeg tror på forandring igennem nærvær og menneskelig varme. Hvor der også er højt til loftet og plads til leg – humor og grin – glæde og fejring.

Naturen heler os som mennesker

Jeg er født og har boet i Finland indtil jeg flyttede til Danmark i starten af tyverne, og har tilbragt lange perioder af min ungdom i tæt kontakt med den store og vilde natur deroppe, bland andet i min hytte ude ved de yderste skær i den finske skærgård.

Jeg har igennem hele mit liv været på både korte og længere ophold i naturen, og det har jeg brugt som en vej til at opnå større velvære og en helhed som menneske. Jeg har været så heldig, at jeg samtidig har haft glæden at dele disse oplevelser og erfaringer med rigtig mange igennem årene. Jeg er uddannet friluftsvejleder og har i mere end 25 år arbejdet som linjefagslærer i friluftsliv på efterskoler, hvor jeg har arrangeret både kortere og længere ophold i naturen.

Vi møder hinanden som mennesker

Jeg har igennem mere end 30 år arbejdet med både børn, unge og voksne. Først som afspændingspædagog, derefter som efterskolelærer, og nu som psykoterapeut.

Det er blevet til rigtig mange smukke møder med mennesker i alle aldre, hvor jeg har fået lov til at være ledsager, vidne og samtalepartner på kortere og længere ”rejser” sammen med andre. Jeg er meget taknemmelig over disse møder. Vi har oplevet meget, og lært meget – ikke mindst der, hvor vejen til tider har været noget stridbar og udfordrende.

Betydningen af fællesskaber

Som efterskolelærer igennem alle de mange år, har jeg oplevet, hvor meget et forpligtende fællesskab, kan flytte for den enkelte.

Jeg har oplevet mange stærke og rørende oplevelser undervejs. Mange ”solskinshistorier”, hvor vi sammen har vokset i vores tro på os selv, og at vi hører til i fællesskabet med andre. At vi alle er betydningsfulde, og har en vigtig plads i livet. I en broget buket af både unge og voksne, fra vidt forskellige baggrunde.

Tilfældes har vi et behov for at blive inkluderet, hørt, respekteret og værdsæt, og jeg har en stærk overbevisning, og vilje, til at blive ved med at virke for at skabe fællesskaber der bygger på dette grundlag.

Jeg oplever også, hvor betydningsfuld ægte, menneskelig, ”analog”, ansigt-til-ansigt kontakt er i en verden, hvor en stor del af kommunikationen mellem mennesker i dag foregår digitalt.

Undersøgende kropslighed

Kropslighed og udtryksfuldhed har altid haft en central plads i mit liv. Jeg har arbejdet som børneteater-skuespiller, sunget og spillet musik, danset, dyrket kampsport og i det hele taget være undersøgende, legende og nysgerrig i forhold til hvad man kan med en levende krop. Det bruger jeg i min praksis i dag, ligesom jeg har en fast daglig yoga- og meditationspraksis, som er en stor støtte både privat og i mit arbejde.

Uddannelse

Udover min psykoterapeutiske uddannelse ved Københavns Gestalt Institut, er jeg uddannet afspændingspædagog fra Skolen for Holistisk Afspænding, friluftsvejleder fra Institut for Idræt, og musiklærer. Indenfor det terapeutiske felt har jeg også en uddannelse i NeuroAffektiv Psykoterapi og Somatisk Tilknytnings-terapi.

Hvad jeg undersøger for tiden. Min vej videre lige nu…

Lige nu er jeg optaget af, hvordan vi skaber forståelse og forbundethed mellem os som mennesker, og hvilke mønstre og mekanismer det er der gør dette svært. Så vi bliver istand til at overvinde disse forhindringer. Til gavn for os alle.

Jeg er i øjeblikket i gang med konfliktmægler-uddannelsen på Center for Konfliktløsning, og det giver især rigtig god mening for mig at arbejde for forståelse og forsoning både mellem enkeltpersoner og grupperinger.

Jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening, arbejder under tavshedspligt og modtager løbende supervision.

“Mød mennesker som dem, de ønsker at være, og hjælpe dem med at blive det, de er istand til at blive”

Johann Wolfgang van Goethe

Uddannelser

1984-1987 Studier ved den Medicinske Fakultet på Helsinki Universitet

1988-1991 Afspændingspædagogstudier på Skolen for Holistisk Afspænding i København

1991 Eksamineret som Afspændingspædagog

1999-2001 Musiklærerstudier på Holbæk Lærerseminarium

2001 Eksamineret Musiklærer

2005-2006 Friluftsvejlederstudier på Institut for Idræt KU

2006 Eksamineret Friluftsvejleder

2013 ”Døren til meditation”. Et-årigt uddannelses- og træningsforløb i Mindfulness ved

Erik ”Sathy” Risom på Vækstcentret i Nørre Snede

2013-2014 Uddannelse i Somatisk Tilknytningsterapi ved Diane Poole Heller

2014 Uddannelse i Neuroaffektiv Psykoterapi ved Susan Hart og Marianne Bentzen

2014-2018 Psykoterapiuddannelse ved Københavns Gestalt Institut

2018 Eksamineret Psykoterapeut

2019 Konfliktmægleruddannelse ved Center for Konfliktløsning

Relevante kurser

1999 Workshops i Ikke Voldelig Kommunikation med Marshall Rosenberg og Nada

Ignjatovic-Savic

2013 Introkursus i Somatic Experiencing ved Traumeheling Aps

2015 Workshop i Sansemotorisk Psykoterapi ved Pat Ogden

2015 Workshop ”Depression, Aggression & Breath” i Somatic Experiencing med Peter Levine

2017 Workshop om Traume og Skam ved Janina Fischer

2017 Somatic Experience Workshop med Ale Duarte i brugen af hans tilgang til at arbejde med dysregulering hos børn og unge

2019 Kursus i mindfulness med Saki Santorelli

1987- Igennem årenes løb mange uddannelses- og træningsforløb, og kurser og workshops, i

teater, dans og bevægelse, og musik.

1992- Fast dansepraksis og deltagelse i workshops og retreats i 5 Rythmes, Movement Medicin og Soul Motion

2013- Undervisning (og praksisophold) i mindfulness og meditation bl.a. på Vækstcentret i

Nørre Snede og Plum Village (Thich Nhat Hanh´s sted) i Frankrig

Er du interesseret i at høre mere om det, jeg tilbyder?